Fysioterapi

Der vil i fysioterapi og rehabilitering altid løbe mindst to processer. Dels almindelig behandling samt genoptræning af sygdommen, og tilpasning til det besvær, det er at leve med kronisk sygdom. Den anden proces er i en periode identitetssammenbruddet. Hvem er jeg nu, og hvem skal jeg være fremover med den nye virkelighed ved tabet?

Begge processer, men især den sidste, peger hen imod menneskets eksistentielle grundvilkår. I begge
processer er der samtidig brug for, at man selvfølgelig følger patientens syn på tingene, men også at man som behandler i visse situationer fremfører egne holdninger og synsvinkler. Det fører indimellem til en omdefinering af problemerne, og justering af målsætningerne for derved at nå nærmere ind til kernen af de aktuelle livsudfordringer.

En eksistensfilosofisk praksistilgang til relationsarbejde i rehabilitering fordrer en ligeværdig kærlig og
ærlig dialog samt reelt samvær med patienterne. Dette indebærer en forståelse af, at livet for os alle
løbende er i forandring, og at vi i virkeligheden hele tiden er i krise. Vi bryder enten sammen og stagnerer, eller bryder igennem og vokser som mennesker i disse kriser. Kriser er altså en eksistentiel udviklingsmulighed.

Rehabiliteringsprocessen er ligesom livet dynamisk og udvikler sig hele tiden, ofte fra dag til dag og fra uge
til uge. Der foregår hele tiden en dialog med patienten og via det handlende samvær udvikler rehabiliteringsprocessen sig løbende gennem spring, stop og kriser, samt pludselige indsigter. Rehabiliteringsprocessen, når den fungerer, bør indeholde, at det enkelte menneske opnår en ny erkendelse af, hvem hun er, ved netop at gå den nye fremtidige virkelighed, der tegner sig, i møde og sige ja til den. Men også en erkendelse af, at livet altid er både hårdt og godt, dejligt og utrygt, og at man hellere må sige ja til det, der er. Når man gradvist bliver mere i stand hertil, så kan man vende sig mod fremtiden med håb og kærlighed som et mulighedernes land med både angst og frihed, glæder og sorger, samt op og nedture. Når dette lykkes, fører det som regel til et menneske, som er mere frit og mere ansvarligt for eget liv, og som ikke længere ser sig som ”offer” eller er passiv tilskuer til en sygdomsbegivenhed. 

 

Referenceliste

Olesen, J. (2002). Kroppens filosofi : med baggrund i Maurice Merleau-Pontys forfatterskab. Kognition & pædagogik. Årg. 12, nr. 43, (pp. 30-39).